tirsdag den 5. februar 2013

Og vi har touchdown!

Vi er ankommet godt til Thailand. 
Flyveturen bød på en kærkommen overraskelse i den 12-time (bogstaveligt talt!), da vi fik serveret en lækker seafood-pastaret, der rent faktisk indeholdt rejer!


Efter ankomst og indslusning i det yderst effektive visa-system stod vi på det direkte tog til Bangkok centrum. Nanna foretog en skarp faglig vurdering og satsede på de kvalificerede udtalelser fra Lonely Planet i stedet for det Thailandske sceneri som passerede vinduerne.


På stationen fik vi anvist en bus til vores hotel af en meget flink dame. Efter at have stået ved stoppestedet i rundt regnet 2 minutter, bliver en lokal trænings-center-ejer så interesseret i vores malplacerede tilstedeværelse ved et lokalt stoppested, at han tager kontakt til os.
I snakken med ham lærer vi, at det går hurtigere at få et visum til Burma, hvis man vælger at bestikke en lokal rejseplanlægger, eller som han sagde: "Give them a few dollars or buy them coffee - they don't make that much money!"
Jamen, bestikke de lokale, det er da det vi skal! Så med hjælp fra vores lokale guide får vi kapret en tuk-tuk, og inden vi ved af det går det med hæsblæsende hastighed i dødsforagtende kurver i Bangkok centrum. Nanna skjuler her sin dødsangst med et smil...


På rejsekontoret viser det sig, at man skal være thai for at få dollar-kaffe-rabat, men vi bestiller til gengæld rejse frem til d.16, hvor vi først skal besøge Kho Tao og derefter Kho Phangan. Dette løber op i små 2.000 for transport og overnatning - et røverkøb!
Herefter forsøger vi, forgæves, at køre med to tuk-tuk'er til vores hotel, de anbefaler os oveni købet at bruge deres dødsfjender nummer ét: TAXI! Men vi lader os ikke så let slå ud, og inden vi ved af det har vi booket en lokal tuk-tuk-kaptajn til at køre os både til hotellet og i morgen tidlig til Burmas ambassade.
Tomas nyder udsigten fra den dertil indrettede balkon - bemærk poolen, som også er til fri afbenyttelse for os!


Og som en sidste overraskelse kom vores søde rejse-booker forbi på hotellet. "Så er der fest i Bangkok", tænker vi selvfølgelig straks, men desværre var vores booking ikke gået bedre eller værre end, at hun selv har skudt 1.600 baht under i sit tilbud til os - og har i øvrigt glemt visa-kvitteringen. Her viser vi os fra vores generøse side, og tilbyder at betale 1.000 baht af hendes fejlberegning. Vi havde trods alt kun valgt den rejse, fordi hun kunne klare det så billigt.

Nu sætter vi kursen imod Bangkoks kulinariske natteliv, og vi regner med både at blive mætte på både mad og indtryk.

1 kommentar:

  1. Jeg håber i sætter tempoet lidt ned i de efterfølgende afsnit, for det stikker da helt af nu. Hvad er en tuk-tuk? Har hørt at det skulle være en særlig stor elefant de bruger i Thailand til transport, den er væsentlig hurtigere end taxa'er, men også tilsvarende ustabil. Fedt at i turde!

    SvarSlet