Vi sejler ned ad åen...

Efter vores afsked med Muang Khua var det tid til at tage på en lille flodtur med kursen sat støt syd. Destinationen: Muang Ngoi Neua. Muang Ngoi Neua er en lille by, som for ti år siden havde ry for at være et tilflugtssted for opium-rygere og andre verdensfjerne typer. Meget har dog ændret sig på ti år, og byen har nu næsten lige så mange guesthouses som almindelige boliger, men priserne er stadig lave og kvaliteten på både mad og overnatning er helt i orden.

Muang Ngoi Neua

Ved vores ankomst blev vi hurtigt mødt af en gruppe af ældre damer, som energisk tilbød os forskellige versioner og priser på "guesthau". Vi valgte efter kort overvejelse et af de største komplekser i byen ved navn Rainbow House, hvor vi fra vores terrasse på 1. sal havde udsigt over floden. Selvom vi valgte at bruge 3 dage i byen, så var det egentlig ikke så fik kastet os ud i. Men det skyldes, at byen havde en sjælden kvalitet ved bare at være enormt afslappet. Ingen havde travlt med at komme fra eller til, og de mennesker som vi mødte var bare enormt rare og fede at være sammen med. Blandt andet mødte vi vores nye favorit-amerikaner; Justin, som er den guitarspillende troubadur i midten af billedet. Derudover havde vores guesthouse en jungle-kat i bur, som Tomas brugte meget tid på at prøve at forføre.

Byen bød derudover på flere ruter hvor de eventyrlystne selv kunne begive sig ud i retning af lokale stammer og minoritets-grupper. Personligt blev det mest til mindre gåture, hvor vi kunne nyde det billedsmukke landskab.

Det var også tydeligt, at brugen af andre rusmidler stadig er forholdsvis udbredt i Laos, på trods af, at regeringen officielt har forsøgt at slå ned på den udbredte handel - brugen af dem er ihvertfald noget som foregår åbenlyst.

Nong Khiaw

Efter tre dage i det lille afslappede paradis, var det endnu engang tid til at drage videre. Vi skulle med flodbåden én time for at komme til næste destination; Nong Khiaw. Byen er, ligesom Muang Khua, adskilt af en bro, som løber over floden Nam Ou. Til gengæld havde den mere at byde på, både i forhold til kulinariske oplevelser og kulturelle oplevelser.
Det er blandt andet her, at vi har fundet den største samling af gode spisesteder i Laos. Både fantastisk indisk og god Laos-inspireret madlavning er repræsenteret - og så er det tilmed billigt!
Her følger et par billeder af den, bogstaveligt talt, svedige cykeltur og spisning.

Derudover byder byen på den eneste "bar" i miles omkreds, som byder på både øl og "happy-shakes" - hvad der menes med det sidste er vi endnu uvidende om... Vi valgte endnu engang at tage det afslappet, og gå nogle ture i området, samt leje mountainbikes og tage en lille times tur, inden solen blev for skarp.
Alt i alt en dejlig afslappende by, som vi helt sikkert vil besøge igen, hvis vi får chancen.
På en sidenote skal det også siges, at vi mødte vores guitarspillende troubadur fra Amerika; Justin igen. Der blev udvekslet mange gamle "krigshistorier" over den lokale bryg, og det var med tungt hjerte, at vi endnu engang tog afsked med vores favorit-amerikaner i Asien.

Nu er næste stop "storbyen" Luang Prabang, som byder på et værelse med air-con, hurtigere internet og efter sigende mulighed for nybegynder-yoga - stay tuned!

Welcome to the jungle!

Så har vi efterhånden tilbragt nok dage i Laos til, at det bliver pinligt ikke at opdatere. Til vores forsvar skal det dog siges, at vi har været en uge uden internet. Vi kommer dog i dette indlæg omkring både MTB-ture, tordenstorme og flodlandsbyer omgivet af tæt jungle.

Huyi Xai

Vi rejste fra Chiang Rai over grænsen til byen Huyi Xai i Laos. Det er en lille uanseelig grænseby, som primært overlever på de mange tourister der tager på tur i Laos og foretager visa-runs til landet. Her fik vi både førstehåndserfaring med den famøse BeerLao, som er en af de største eksportvarer for landet, og tordenstorme, som heldigvis ikke er en vare som de prøver at markedsføre til resten af verden.

Luang Namtha

Vi blev dog kun i Huyi Xai en enkelt nat - mere ville være omsonst. Vi fik derfor prajet en bus til den lille by Luang Namtha, som viste sig at være noget af et backpacker-paradis; billig mad, mange barer og et enormt udvalg af trekking, cykling, sejling og klatring i området. Som gode danskere valgte vi selvfølgelig at leje to mountainbikes og begive os ud på de (til tider) vilde stier i området.

Vi fik dog også drukket lidt af den lokale spiritus; laolao, som ifølge chefen for miljøafdelingen i Luang Namtha var "medicine". Det er ihvertfald helt sikkert, at den har høj nok procent til at dræbe de fleste ting der kommer i kontakt med den, så som desinfektion er det sikkert fint! Vi blev i byen i tre dage, og hvis man pludselig finder sig selv i Laos, kan vi klart anbefale byen.

Muang Khua

Lille stille Muang Khua, som bliver delt af floden Nam Ou, havde ikke meget at tilbyde to unge mennesker som os - udover selvfølgelig afslapning og en konstant tilførsel af den gode lokale øl. Det er underligt, at selvom vi ikke har indtaget specielt meget alkohol indtil videre, så er det i høj grad en del af rejsekulturen i Laos. Og når øllen er så udemærket, er det da en kultur som vi gerne omfavner. Men selvom byen ikke kunne tilbyde mange aktiviteter, var den stadig billedsmuk.

Følg med næste gang, hvor vi finder endnu en skjult perle i hjertet af Laos og bliver angrebet af en flok blodsugende igler!

Helt ned i tempo i Chaing Rai

Vi har taget afsked med Chiang Rai for 4 dage siden, men det er ingen grund til ikke kort at opridse vores ophold der.

Chiang Rai er en lille afslappet by tæt på den laotiske græsne. Kaffebønner bliver dyrket i stort antal i området, og det bærer byen meget præg af, da den har et enormt stort antal små hyggelige caféer. Derudover er der mange smarte hippe-steder, Vespa'er, flere hjemmelavede fixie-cykler end man kan tælle og mere end en håndfuld folkevogns-rugbrød. Byen er med andre ord alt det, som mange unge københavnere gerne vil have; koffeinpåvirket, smart, hip og til at betale. Der var dog også visse meget asiatiske træk ved byen. Som f.eks. ur-monumentet som kl.7, 8 og 9 lyste op og spillede klassisk asiatisk musik, til stor fornøjelse for de thailandske tourister.

Et smukt og asiatisk monument til kongens storhed.

Kunst på en lille café med god icecoffee og mælke-frappe.

Vespa foran hipster genbrugsbutik.

Imellem kaffe-kopper, samtaler med lokale og tilflyttere og afslapning i poolen blev der dog også tid til at se lidt natur og kultur. Vi valgte, at leje en scooter og tage ud og se et vandfald, som lå omkring 15 kilometer fra byen. Vandfaldet var bestemt en stor oplevelse, men selve turen igennem skoven gjorde hele turen værd. Temperaturen var høj, men heldigvis var luftfugtigheden ikke helt ulidelig - I tilgift til turen fik Tomas også et kort glimt af en flyveøgle i flugt. Her er lidt billeder fra turen:

Vandring i den tætte jungle.

Vandfaldet ses imellem træerne.

En lille dukkert blev det da til!

En smuk, glad, svedig og våd kvinde.

Thai'erne tager forvirrende billeder ved vandet.

Nanna overvejer pointen ved de forvirrende billeder - endnu har hun intet svar.

Der skiftes til tørre shorts efter dukkerten.

Men vi nævnte selvfølgelig også noget med kultur. I dette tilfælde var det ikke en specielt planlagt kulturel tur, men i virkeligheden et besøg til en nationalpark, som bød på uforudsete asiatiske kulturindblik. Trods parkens lille størrelse bød den nemlig på en kunstudstilling af både moderne og klassiske kunstnere - de fleste kunstværker var fremstillet i træ. De seksuelle undertoner var tydelige i mange af værkerne, og ofte virkede de direkte vulgære. Men nok snak, jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Mor med drengebarn på hovedet.

Han-aber med fast greb i hinandens ædlere dele.

Og på den note vil vi afslutte fortællingen om Chiang Rai; en lille by, som vi vil anbefale alle at besøge, hvis ikke for den smukke natur og den gode kaffe, så ihvertfald for den upassende kunst.

En konflikt og en kokketime

Efter en udemærket nats søvn i nattoget, så ankom vi klokken otte til Thailands næststørste by imod nord: Chiang Mai. Chiang Mai er meget ulig nogen af de øvrige storbyer, vi har været i indtil videre. Selvom der bor over en million har de undgået den beskidte storby-stil som Bangkok dyrker. Husene er generelt ikke meget højere end fire etager, og infrastrukturen giver rent faktisk mening - et chok at opleve efter over to måneder på tur i asien! På mange måder, så er det Thailands svar på København eller Amsterdam. En stor by, der virker lille. Og så gør det da heller ikke noget, at den nordlige breddegrad gør klimaet noget mere skandinavisk-venligt.

Vi havde to ting vi gerne ville nå i byen; Yoga og Madlavnings-kursus. Begge dele blev prøvet, men med blandet succes.

Først var der yoga'en; Iflow Vinyasa. På papiret lød det lovende; meget bevægelse, styrke og ikke så meget meditations-mumbo-jumbo. I virkeligheden endte det med at være lidt anderledes. Allerede ved vores ankomst tydede de andre udøveres opvarmning på, at det her IKKE var et hold for nybegyndere. De gjorde ting, som tidligere kun har fundet sted i cirkus! Da vores instruktør var i tvivl om hvorvidt han skulle lade os deltage, skulle vi måske have bakket ud. Men man er ikke vokset op som dansk curlingbarn, uden at kunne overvurdere ens egen formåen betragteligt!
Så efter en times "opvarmning" må Nanna bakke ud. Tomas fortsætter ufortrødent og selv efter, at øvelserne er blevet så ekstreme, at selv de hærdede må anstrenge sig, vedbliver han med at prøve at balancere på begge hænder, med det ene knæ på overarmen (Ja, det var sådan instruktøren forklarede det!).
En time senere er Tomas mør og Nanna rasende. Han har i en (hård) time været totalt blind for, at hun trofast har ventet udenfor - det er derfor nu blevet tid til at lade en rimelig og velovervejet kritik hagle ned over ham.
Konklusionen bliver, at vi nok næste gang skal sikre os, at holdet er for begyndere.

"Det vigtigste er at trække vejret... RIGHT!!"

(Billedet er ikke vores)

Kokkeskolen er desværre ikke en lige så hårrejsende fortælling. Vi fik en morgen-session hos det udemærkede spisested "Taste from Heaven", som har specialiseret sig udelukkende i vegetariske retter. Vores sensei, Ken, var enormt hjælpsom og meget villig til at give os frie tøjler i køkkenet - selvfølgelig under hans kyndige vejledning. Normalt var der 5 personer på et kokkehold, men vores talte kun os. Vi fik derfor en fire timers privatlektion - til kun 1800 baht.

Her er lidt billeder fra dagen (bemærk de sexede uniformer!):

To kulinariske eksperter udveksler (dyrt-købte) erfaringer med friture og grill.

Den tredje kulinariske ekspert gør sig klar til at prøve de grillede bananer.

Hele det flotte hold bag krydderier og pander.

Resten af tiden i Chaing Mai blev egentlig brugt på at dase og slappe af i byen. Ikke de helt store udskejelser, og ikke de helt store oplevelser. Men efter 2½ måned på tur, så bliver selv rejserne hverdag. Vi er nu i Chiang Rai i frem til d.2, hvor vi rejser over grænsen til Laos.

Fra syd til nord på syv dage

Endnu engang har vi muligheden for, at fortrylle og forskrække vores læsere. Denne gang kan vi nemlig krydse endnu en prøvelse af på listen. Blive bidt af vred hund: Tjek! Men det har ikke altsammen været skidt - samtidig har vi nemlig oplevet thai'erne fra deres mest generøse og næstekærlige side. Så uden yderligere præsentation kommer her fortællingen, om vores syv-dages eventyr fra Sydthailand til Nordthailand:

Prachuap Khiri Khan - Ayuttaya

Efter vores afsked med Paul og afrejsen fra Prachuap Khiri Khan, satte vi endnu engang kurs imod Bangkok. Denne gang var det dog kun for at smide yderligere gave-indkøb af og derefter tage første bus til Ayuttaya, som ligger cirka halvanden times kørsel nord for Bangkok. For at gøre en lang historie kort, så landede vi dér, fandt det billigste hostel vi kunne, og tilbragte de næste tre dage med at slappe af og se byen. Det mest nævneværdige der skete var, at vi fik set (flere!!) templer på en bådtur og fik hilst på et meget racistisk hollandsk par (hollændere kan også være racister!).

Her er så lidt billeder fra bådturen:

Ayuttaya - Nakhon Sawan

Derefter satte vi kursen yderligere nordpå imod den sjældent besøgte provinsby Nakhon Sawan. Da vi steg af toget bliver vi mødt af den (tilsyneladende eneste) engelsk-talende taxachauffør i byen; Mon. Han tog os ud til det eneste resort i byen med pool. Prisen for værelset var lidt høj, men da byen ikke bød på andet end et marked og en af de største ferskvandssøer i Thailand (som var næsten udtørret pga. tørke), så valgte vi at have lidt pool-ferie inden vi skulle til Chiang Mai. Og da thai'er ikke bruger poolen hele dagen på grund af sol, så skulle vi kun bekymre os om at dele den efter mørkets frembrud.

Og som billederne vidner om, så var det da heller ikke SÅ skidt:

Derudover fik vi fried rice på en lokal restaurant, som udover en kedelig menu kunne bryste sig af en sød kat og en sød hundehvalp, som dog bestemt ikke var venner!

 

Anden aften startede som den første med en nattevandring på jagt efter et sted at spise. Vi gad ikke restaurantens uinspirerende fried rice igen, så vi valgte at gå ind imod byen. Allerede 500 meter fra vores udgangspunkt går vi dog forbi 2-3 hunde, som med gøen og knurren mener, at de skal holde vagt på deres område. Da vi har mødt aggressive hunde før tænker vi ikke mere over det, og prøver at gå hurtigt videre. Desværre beslutter en af dem sig for, at Nanna skal have et minde fra Nakhon Sawan, så den sætter tænderne i hendes ankel og river et lille anker-lignende sår ovenpå knoglen.

Nanna bliver straks rædselsslagen, og tanker om rabies og zombie-epidimier er ikke langt fra bevidstheden. Vi er dog heldigvis tæt på en lille lokal kiosk, og da vi beder om nummeret til en taxa eller et hospital, er der to venlige unge lokale fyre, der kører os til det lokale militær-hospital free of charge!

Gavmildheden stopper dog ikke her: Efter at Nanna har fået en vaccination til den nette pris af 140 danske dollars, så tilbyder lægen på afdelingen nemlig, at køre os hjem til resortet - selvfølgelig med stop ved den lokale Seven-Eleven, så vi kunne købe lidt mad og drikke.

Første vaccination krævede to stik, og anden opfølgning kom i går. Nu er der kun to vaccinationer tilbage. 

Tredje aften tager vi derfor ingen chancer, og vi kontakter den engelsktalende chauffør, Mon, og tager til hans brors søns restaurant, som ligger kun en kilometer fra resortet. Her får vi en reje-urte-suppe som bliver kogt direkte på bordet i en dertil indrettet lerkrukke. Selvfølgelig er der iskold øl i for-frosne glas med til en sådan anretning.

Samme aften tog vi med nattoget, og efter et par timer i køjen ankom vi veludhvilede og glade til Chiang Mai. Følg med i næste opdatering, hvor vi prøver kræfter med yoga, som bogstaveligt talt kræver blod, sved og tårer og bliver inviteret ind i den chili-mættede varme i det thailandske køkken.

Et blik ind i farang-inderkredsen

En lille sidehistorie til vores ophold hos Paul, er den kultur som hersker blandt de vestlige tilflyttere i Prachuap Khiri Khan. En kultur som ifølge de lokale, var endnu mere ekstrem steder som Phuket og Phattaya. Det kan beskrives lidt som moderne boheme med et tvist af vestlig libertiner.

I Prachuap Khiri Khan består flokken af tilflyttere næsten udelukkende af ældre mænd. Cirka halvdelen af dem har fast bopæl i Thailand, og resten pendler imellem deres hjemland og Thailand. Som en af dem fortalte mig, så har de én ting til fælles: De er alle på flygtninge. Det kan være økonomiske flygtninge, som er rejst med håbet om et bedre liv i Thailand, det kan være systemflygtninge, som flygter til Thailand for at undgå det sygesystem, som ellers er oprettet til at tage hånd om dem, eller moralske flygtninge som ikke ønsker at føle sig dømt af vestlig moral, når de lever deres dekadente liv i Thailand. Vi mødte dem alle i en eller anden form.

John, som tidligere har været ekspert i at vurdere sølv er flyttet til Thailand, for at kunne leve bedre på den pension, som han får hjemme fra England. Han bor alene i Thailand.
Thomas har en længere sygdomshistorie fra Sverige, hvor han har været inde og ude af behandlings-anstalter og sindsyge-hospitaler - primært på grund af sit (tidligere) store stofmisbrug. I dag har han kone og et barn i Thailand.
Michael er uddannet jurist fra Tyskland, men i dag arbejder han blandt andet for tourister og fængselssystemet i Thailand. Hvis man kom ud i problemer med lovens lange arm, var det ham man skulle have fat i. Hvis man ville i kontakt med nogle vestlige indsatte i fængslerne, var det også ham man skulle have fat i.
Paul kan også klassificeres som en boheme, da han har efterladt noget af det moralske kodeks, som han har levet efter i mere end 40 år i Sverige. Efter en tur på pub kan han for eksempel sagtens køre hjem - bare han ikke drikker mere end en seks genstande. Noget som han selv indrømmer, at han aldrig ville gøre hjemme i Sverige.

Men stemningen er ikke fuldstændig blottet for love og moral: Der bliver alligevel set ned på én, hvis man vælger at køre fuld hjem, med hele sin familie på scooteren (Hvilket Thomas valgte at demonstrere efter at have indtaget både cannabis og alkohol).
Men man skal ikke tro, at mændene her ikke er klar over, at de er klasseeksemplet på hvad thailænderne kalder "falang" (Hvid person fra Europa). Mange af dem er uddannede og intelligente, og helt bevidste om det liv de lever.
Ved de sociale sammenkomster bliver der da også åbenhjertet snakket om "happy ends" ved massøser og hvor sexede kroppe visse sekstenårige piger har. Og kan man ikke klare mosten? Ja, så var man jo nok ikke med i inderkredsen.

En velsignelse og en forskrækkelse

Kære læsere

Endnu engang vender vi tilbage til jer, efter en pause som simpelthen har været for lang. Vores læseferie er overstået, men det var ikke helt så meget læsning det blev til - cirka 2-3 dages koncentreret læsning, som desværre blev afbrudt af uforudsete omstændigheder (og solbadning).
Derudover besluttede vi begge at det var på tide at få klippet håret, og når priserne lyder på henholdsvis 14 og 16 kroner, så kan det være svært at sige nej. Det tog dog lidt tid at finde en mandlig thai-frisør, og da kvinder ikke må røre mænd et så erotisk sted som håret, så var det jo lidt et krav.

Efter vores første uges læseferie på det lille guesthouse Prayoon, så fik vi endnu engang førstehåndserfaring med Thai'ernes nyttemaksimerende tendenser indenfor tourist-industrien. Ihvertfald steg vores værelse fra 450 Baht om dagen til 800 Baht imens det var Songkran (Thailandsk nytår).
Som de nævenyttige unge mennesker vi er, gjorde vi det eneste fornuftige i den situation; fandt et billigere alternativ og gik på den lokale pub for at begræde vores uheld til nogen, som kunne forstå engelsk.

Og ved det lokale vandingshul møder vi vores svenske redningsmand: Paul. Paul er tilflytter, og ejer af et fantastisk hus med udsigt over vandet. Han tilbyder os, at sove hos ham et par dage. Så vi får selvfølgelig prompte aflyst vores overnatning på "reserve"-hotellet og flytter næste dag ind hos Paul. Det her er udsigten fra stuen ved siden af vores soveværelse:

Hvad vi på daværende tidspunkt ikke ved, er at den værste storm i 50 år er på vej til regionen. Den rammer første nat vi overnatter.
Det buldrer og brager, vinden blæser træskodderne op og hamrer dem ind i bygningen, alt imens lyn og torden imiterer stroboskoplys på himmellegemet. Det starter omkring klokken kvart i tre og er allerede slut omkring klokken fire, selvom det føles som hele natten. Nanna er skræmt, men i sikkerhed. Tomas er kun vågnet 2 gange - én af dem ved, at Nanna vækkede ham.
Det her er synet vi vågner til næste dag:

De lokale prøver at flytte en strandet båd ud imens det er højvande. Vi fik efterfølgende at vide, at 55 fiskebåde var sunket i løbet af natten.

Mere end 400 huse blev skadet, og det var området nord for os, der var hårdest ramt. Der blev dog ikke meldt om nogle dødsfald, selvom der var historier om fiskere, som måtte forlade deres både og svømme i land på grund af fem meter høje bølger.

Og vejret var det samme, de næste fem dage vi blev hos Paul.

Mere om vores ophold hos Paul i næste indlæg. Stay tuned!

Underlige Asien

Den næste uge er i bøgernes tegn, og vi har tvangsindlagt os selv til at læse op til vores universitetsfag, imens vi ligger i sengen og på stranden ved Prachuap Khiri Khan.
Men det er ingen undskyldning for, at lade bloggen ligge stille, når man nu har stabilt internet! Så i stedet vil vi tilegne et indlæg til nogle af de underlige ting, som man kommer til at opleve, når man rejser i asien.

Engrisch

Vi har allerede gjort opmærksom på, at asiater er meget glade for engelsk, på trods af at de sjældent mestrer det til fulde. Det ses ofte på skilte, som kan være meningsforstyrrende, og i andre tilfælde ufrivilligt sjove.

Vær opmærksom på... Lysstofrør?!

En anden tendens som er tilbagevendende i Thailand, er den konstante tilstedeværelse af smadrede eller hele lysstofrør på strandene. Det er ligemeget hvor forladt og billedsmuk stranden er, sejler der skibe forbi fra tid til anden, så kan du være sikker på, at de smider deres brugte lysstofrør over bord. De ender sjovt nok allesammen på en strand i sidste ende. Så husk sandaler!

Alt kan juices

Hvis der er én ting som asiater ved, at folk fra vesten er glade for, så er det juice. Men de kan også lide frugter som banan, avocado og lignende, som tilsyneladende ikke kan juices. Think again! Hvis ikke det kan juices, så kan det ihvertfald blendes, og er det først blendet, så kan man tilsætte sødnet mælk. Hvad har man så, når man blander de ting? Noget meget ulækkert, og udrikkeligt - det er formentlig derfor, man får en ske med...

"... og julen varer hele året!"

Det er til tider tydeligt, at de i Thailand bliver eksponeret meget for visse dele af den vestlige kultur. Hvad de ikke har forstået, er at mange af de kulturelle ting er sæsonprægede. Det er derfor en dårlig idé, at have et nisse-tema på forsiden af det engelske menu-kort. Men de skal have point for at tiltale vores nostalgiske natur!

Tørst aldrig - i badet

Asien er varmt. At drikke tre liter væske om dagen er ikke unormalt på varme dage - der ryger både vand, cola og øl ned, så længe det er koldt. De lokale er godt klar over, at tourister drikker meget. Men de ved også, at tourister går meget i bad. Hvordan kombinerer man de to behov? Bruser-oplukkeren! Denne dims bragte megen glæde, som det fremgår på billedet, og vi overvejer kraftigt selv at montere en, når vi kommer hjem.