mandag den 22. april 2013

Et blik ind i farang-inderkredsen

En lille sidehistorie til vores ophold hos Paul, er den kultur som hersker blandt de vestlige tilflyttere i Prachuap Khiri Khan. En kultur som ifølge de lokale, var endnu mere ekstrem steder som Phuket og Phattaya. Det kan beskrives lidt som moderne boheme med et tvist af vestlig libertiner.

I Prachuap Khiri Khan består flokken af tilflyttere næsten udelukkende af ældre mænd. Cirka halvdelen af dem har fast bopæl i Thailand, og resten pendler imellem deres hjemland og Thailand. Som en af dem fortalte mig, så har de én ting til fælles: De er alle på flygtninge. Det kan være økonomiske flygtninge, som er rejst med håbet om et bedre liv i Thailand, det kan være systemflygtninge, som flygter til Thailand for at undgå det sygesystem, som ellers er oprettet til at tage hånd om dem, eller moralske flygtninge som ikke ønsker at føle sig dømt af vestlig moral, når de lever deres dekadente liv i Thailand. Vi mødte dem alle i en eller anden form.

John, som tidligere har været ekspert i at vurdere sølv er flyttet til Thailand, for at kunne leve bedre på den pension, som han får hjemme fra England. Han bor alene i Thailand.
Thomas har en længere sygdomshistorie fra Sverige, hvor han har været inde og ude af behandlings-anstalter og sindsyge-hospitaler - primært på grund af sit (tidligere) store stofmisbrug. I dag har han kone og et barn i Thailand.
Michael er uddannet jurist fra Tyskland, men i dag arbejder han blandt andet for tourister og fængselssystemet i Thailand. Hvis man kom ud i problemer med lovens lange arm, var det ham man skulle have fat i. Hvis man ville i kontakt med nogle vestlige indsatte i fængslerne, var det også ham man skulle have fat i.
Paul kan også klassificeres som en boheme, da han har efterladt noget af det moralske kodeks, som han har levet efter i mere end 40 år i Sverige. Efter en tur på pub kan han for eksempel sagtens køre hjem - bare han ikke drikker mere end en seks genstande. Noget som han selv indrømmer, at han aldrig ville gøre hjemme i Sverige.

Men stemningen er ikke fuldstændig blottet for love og moral: Der bliver alligevel set ned på én, hvis man vælger at køre fuld hjem, med hele sin familie på scooteren (Hvilket Thomas valgte at demonstrere efter at have indtaget både cannabis og alkohol).
Men man skal ikke tro, at mændene her ikke er klar over, at de er klasseeksemplet på hvad thailænderne kalder "falang" (Hvid person fra Europa). Mange af dem er uddannede og intelligente, og helt bevidste om det liv de lever.
Ved de sociale sammenkomster bliver der da også åbenhjertet snakket om "happy ends" ved massøser og hvor sexede kroppe visse sekstenårige piger har. Og kan man ikke klare mosten? Ja, så var man jo nok ikke med i inderkredsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar