Den næste uge er i bøgernes tegn, og vi har tvangsindlagt os selv til at læse op til vores universitetsfag, imens vi ligger i sengen og på stranden ved Prachuap Khiri Khan.
Men det er ingen undskyldning for, at lade bloggen ligge stille, når man nu har stabilt internet! Så i stedet vil vi tilegne et indlæg til nogle af de underlige ting, som man kommer til at opleve, når man rejser i asien.
Engrisch
Vi har allerede gjort opmærksom på, at asiater er meget glade for engelsk, på trods af at de sjældent mestrer det til fulde. Det ses ofte på skilte, som kan være meningsforstyrrende, og i andre tilfælde ufrivilligt sjove.
Vær opmærksom på... Lysstofrør?!
En anden tendens som er tilbagevendende i Thailand, er den konstante tilstedeværelse af smadrede eller hele lysstofrør på strandene. Det er ligemeget hvor forladt og billedsmuk stranden er, sejler der skibe forbi fra tid til anden, så kan du være sikker på, at de smider deres brugte lysstofrør over bord. De ender sjovt nok allesammen på en strand i sidste ende. Så husk sandaler!
Alt kan juices
Hvis der er én ting som asiater ved, at folk fra vesten er glade for, så er det juice. Men de kan også lide frugter som banan, avocado og lignende, som tilsyneladende ikke kan juices. Think again! Hvis ikke det kan juices, så kan det ihvertfald blendes, og er det først blendet, så kan man tilsætte sødnet mælk. Hvad har man så, når man blander de ting? Noget meget ulækkert, og udrikkeligt - det er formentlig derfor, man får en ske med...
"... og julen varer hele året!"
Det er til tider tydeligt, at de i Thailand bliver eksponeret meget for visse dele af den vestlige kultur. Hvad de ikke har forstået, er at mange af de kulturelle ting er sæsonprægede. Det er derfor en dårlig idé, at have et nisse-tema på forsiden af det engelske menu-kort. Men de skal have point for at tiltale vores nostalgiske natur!
Tørst aldrig - i badet
Asien er varmt. At drikke tre liter væske om dagen er ikke unormalt på varme dage - der ryger både vand, cola og øl ned, så længe det er koldt. De lokale er godt klar over, at tourister drikker meget. Men de ved også, at tourister går meget i bad. Hvordan kombinerer man de to behov? Bruser-oplukkeren! Denne dims bragte megen glæde, som det fremgår på billedet, og vi overvejer kraftigt selv at montere en, når vi kommer hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar