En konflikt og en kokketime

Efter en udemærket nats søvn i nattoget, så ankom vi klokken otte til Thailands næststørste by imod nord: Chiang Mai. Chiang Mai er meget ulig nogen af de øvrige storbyer, vi har været i indtil videre. Selvom der bor over en million har de undgået den beskidte storby-stil som Bangkok dyrker. Husene er generelt ikke meget højere end fire etager, og infrastrukturen giver rent faktisk mening - et chok at opleve efter over to måneder på tur i asien! På mange måder, så er det Thailands svar på København eller Amsterdam. En stor by, der virker lille. Og så gør det da heller ikke noget, at den nordlige breddegrad gør klimaet noget mere skandinavisk-venligt.

Vi havde to ting vi gerne ville nå i byen; Yoga og Madlavnings-kursus. Begge dele blev prøvet, men med blandet succes.

Først var der yoga'en; Iflow Vinyasa. På papiret lød det lovende; meget bevægelse, styrke og ikke så meget meditations-mumbo-jumbo. I virkeligheden endte det med at være lidt anderledes. Allerede ved vores ankomst tydede de andre udøveres opvarmning på, at det her IKKE var et hold for nybegyndere. De gjorde ting, som tidligere kun har fundet sted i cirkus! Da vores instruktør var i tvivl om hvorvidt han skulle lade os deltage, skulle vi måske have bakket ud. Men man er ikke vokset op som dansk curlingbarn, uden at kunne overvurdere ens egen formåen betragteligt!
Så efter en times "opvarmning" må Nanna bakke ud. Tomas fortsætter ufortrødent og selv efter, at øvelserne er blevet så ekstreme, at selv de hærdede må anstrenge sig, vedbliver han med at prøve at balancere på begge hænder, med det ene knæ på overarmen (Ja, det var sådan instruktøren forklarede det!).
En time senere er Tomas mør og Nanna rasende. Han har i en (hård) time været totalt blind for, at hun trofast har ventet udenfor - det er derfor nu blevet tid til at lade en rimelig og velovervejet kritik hagle ned over ham.
Konklusionen bliver, at vi nok næste gang skal sikre os, at holdet er for begyndere.

"Det vigtigste er at trække vejret... RIGHT!!"

(Billedet er ikke vores)

Kokkeskolen er desværre ikke en lige så hårrejsende fortælling. Vi fik en morgen-session hos det udemærkede spisested "Taste from Heaven", som har specialiseret sig udelukkende i vegetariske retter. Vores sensei, Ken, var enormt hjælpsom og meget villig til at give os frie tøjler i køkkenet - selvfølgelig under hans kyndige vejledning. Normalt var der 5 personer på et kokkehold, men vores talte kun os. Vi fik derfor en fire timers privatlektion - til kun 1800 baht.

Her er lidt billeder fra dagen (bemærk de sexede uniformer!):

To kulinariske eksperter udveksler (dyrt-købte) erfaringer med friture og grill.

Den tredje kulinariske ekspert gør sig klar til at prøve de grillede bananer.

Hele det flotte hold bag krydderier og pander.

Resten af tiden i Chaing Mai blev egentlig brugt på at dase og slappe af i byen. Ikke de helt store udskejelser, og ikke de helt store oplevelser. Men efter 2½ måned på tur, så bliver selv rejserne hverdag. Vi er nu i Chiang Rai i frem til d.2, hvor vi rejser over grænsen til Laos.

Fra syd til nord på syv dage

Endnu engang har vi muligheden for, at fortrylle og forskrække vores læsere. Denne gang kan vi nemlig krydse endnu en prøvelse af på listen. Blive bidt af vred hund: Tjek! Men det har ikke altsammen været skidt - samtidig har vi nemlig oplevet thai'erne fra deres mest generøse og næstekærlige side. Så uden yderligere præsentation kommer her fortællingen, om vores syv-dages eventyr fra Sydthailand til Nordthailand:

Prachuap Khiri Khan - Ayuttaya

Efter vores afsked med Paul og afrejsen fra Prachuap Khiri Khan, satte vi endnu engang kurs imod Bangkok. Denne gang var det dog kun for at smide yderligere gave-indkøb af og derefter tage første bus til Ayuttaya, som ligger cirka halvanden times kørsel nord for Bangkok. For at gøre en lang historie kort, så landede vi dér, fandt det billigste hostel vi kunne, og tilbragte de næste tre dage med at slappe af og se byen. Det mest nævneværdige der skete var, at vi fik set (flere!!) templer på en bådtur og fik hilst på et meget racistisk hollandsk par (hollændere kan også være racister!).

Her er så lidt billeder fra bådturen:

Ayuttaya - Nakhon Sawan

Derefter satte vi kursen yderligere nordpå imod den sjældent besøgte provinsby Nakhon Sawan. Da vi steg af toget bliver vi mødt af den (tilsyneladende eneste) engelsk-talende taxachauffør i byen; Mon. Han tog os ud til det eneste resort i byen med pool. Prisen for værelset var lidt høj, men da byen ikke bød på andet end et marked og en af de største ferskvandssøer i Thailand (som var næsten udtørret pga. tørke), så valgte vi at have lidt pool-ferie inden vi skulle til Chiang Mai. Og da thai'er ikke bruger poolen hele dagen på grund af sol, så skulle vi kun bekymre os om at dele den efter mørkets frembrud.

Og som billederne vidner om, så var det da heller ikke SÅ skidt:

Derudover fik vi fried rice på en lokal restaurant, som udover en kedelig menu kunne bryste sig af en sød kat og en sød hundehvalp, som dog bestemt ikke var venner!

 

Anden aften startede som den første med en nattevandring på jagt efter et sted at spise. Vi gad ikke restaurantens uinspirerende fried rice igen, så vi valgte at gå ind imod byen. Allerede 500 meter fra vores udgangspunkt går vi dog forbi 2-3 hunde, som med gøen og knurren mener, at de skal holde vagt på deres område. Da vi har mødt aggressive hunde før tænker vi ikke mere over det, og prøver at gå hurtigt videre. Desværre beslutter en af dem sig for, at Nanna skal have et minde fra Nakhon Sawan, så den sætter tænderne i hendes ankel og river et lille anker-lignende sår ovenpå knoglen.

Nanna bliver straks rædselsslagen, og tanker om rabies og zombie-epidimier er ikke langt fra bevidstheden. Vi er dog heldigvis tæt på en lille lokal kiosk, og da vi beder om nummeret til en taxa eller et hospital, er der to venlige unge lokale fyre, der kører os til det lokale militær-hospital free of charge!

Gavmildheden stopper dog ikke her: Efter at Nanna har fået en vaccination til den nette pris af 140 danske dollars, så tilbyder lægen på afdelingen nemlig, at køre os hjem til resortet - selvfølgelig med stop ved den lokale Seven-Eleven, så vi kunne købe lidt mad og drikke.

Første vaccination krævede to stik, og anden opfølgning kom i går. Nu er der kun to vaccinationer tilbage. 

Tredje aften tager vi derfor ingen chancer, og vi kontakter den engelsktalende chauffør, Mon, og tager til hans brors søns restaurant, som ligger kun en kilometer fra resortet. Her får vi en reje-urte-suppe som bliver kogt direkte på bordet i en dertil indrettet lerkrukke. Selvfølgelig er der iskold øl i for-frosne glas med til en sådan anretning.

Samme aften tog vi med nattoget, og efter et par timer i køjen ankom vi veludhvilede og glade til Chiang Mai. Følg med i næste opdatering, hvor vi prøver kræfter med yoga, som bogstaveligt talt kræver blod, sved og tårer og bliver inviteret ind i den chili-mættede varme i det thailandske køkken.

Et blik ind i farang-inderkredsen

En lille sidehistorie til vores ophold hos Paul, er den kultur som hersker blandt de vestlige tilflyttere i Prachuap Khiri Khan. En kultur som ifølge de lokale, var endnu mere ekstrem steder som Phuket og Phattaya. Det kan beskrives lidt som moderne boheme med et tvist af vestlig libertiner.

I Prachuap Khiri Khan består flokken af tilflyttere næsten udelukkende af ældre mænd. Cirka halvdelen af dem har fast bopæl i Thailand, og resten pendler imellem deres hjemland og Thailand. Som en af dem fortalte mig, så har de én ting til fælles: De er alle på flygtninge. Det kan være økonomiske flygtninge, som er rejst med håbet om et bedre liv i Thailand, det kan være systemflygtninge, som flygter til Thailand for at undgå det sygesystem, som ellers er oprettet til at tage hånd om dem, eller moralske flygtninge som ikke ønsker at føle sig dømt af vestlig moral, når de lever deres dekadente liv i Thailand. Vi mødte dem alle i en eller anden form.

John, som tidligere har været ekspert i at vurdere sølv er flyttet til Thailand, for at kunne leve bedre på den pension, som han får hjemme fra England. Han bor alene i Thailand.
Thomas har en længere sygdomshistorie fra Sverige, hvor han har været inde og ude af behandlings-anstalter og sindsyge-hospitaler - primært på grund af sit (tidligere) store stofmisbrug. I dag har han kone og et barn i Thailand.
Michael er uddannet jurist fra Tyskland, men i dag arbejder han blandt andet for tourister og fængselssystemet i Thailand. Hvis man kom ud i problemer med lovens lange arm, var det ham man skulle have fat i. Hvis man ville i kontakt med nogle vestlige indsatte i fængslerne, var det også ham man skulle have fat i.
Paul kan også klassificeres som en boheme, da han har efterladt noget af det moralske kodeks, som han har levet efter i mere end 40 år i Sverige. Efter en tur på pub kan han for eksempel sagtens køre hjem - bare han ikke drikker mere end en seks genstande. Noget som han selv indrømmer, at han aldrig ville gøre hjemme i Sverige.

Men stemningen er ikke fuldstændig blottet for love og moral: Der bliver alligevel set ned på én, hvis man vælger at køre fuld hjem, med hele sin familie på scooteren (Hvilket Thomas valgte at demonstrere efter at have indtaget både cannabis og alkohol).
Men man skal ikke tro, at mændene her ikke er klar over, at de er klasseeksemplet på hvad thailænderne kalder "falang" (Hvid person fra Europa). Mange af dem er uddannede og intelligente, og helt bevidste om det liv de lever.
Ved de sociale sammenkomster bliver der da også åbenhjertet snakket om "happy ends" ved massøser og hvor sexede kroppe visse sekstenårige piger har. Og kan man ikke klare mosten? Ja, så var man jo nok ikke med i inderkredsen.

En velsignelse og en forskrækkelse

Kære læsere

Endnu engang vender vi tilbage til jer, efter en pause som simpelthen har været for lang. Vores læseferie er overstået, men det var ikke helt så meget læsning det blev til - cirka 2-3 dages koncentreret læsning, som desværre blev afbrudt af uforudsete omstændigheder (og solbadning).
Derudover besluttede vi begge at det var på tide at få klippet håret, og når priserne lyder på henholdsvis 14 og 16 kroner, så kan det være svært at sige nej. Det tog dog lidt tid at finde en mandlig thai-frisør, og da kvinder ikke må røre mænd et så erotisk sted som håret, så var det jo lidt et krav.

Efter vores første uges læseferie på det lille guesthouse Prayoon, så fik vi endnu engang førstehåndserfaring med Thai'ernes nyttemaksimerende tendenser indenfor tourist-industrien. Ihvertfald steg vores værelse fra 450 Baht om dagen til 800 Baht imens det var Songkran (Thailandsk nytår).
Som de nævenyttige unge mennesker vi er, gjorde vi det eneste fornuftige i den situation; fandt et billigere alternativ og gik på den lokale pub for at begræde vores uheld til nogen, som kunne forstå engelsk.

Og ved det lokale vandingshul møder vi vores svenske redningsmand: Paul. Paul er tilflytter, og ejer af et fantastisk hus med udsigt over vandet. Han tilbyder os, at sove hos ham et par dage. Så vi får selvfølgelig prompte aflyst vores overnatning på "reserve"-hotellet og flytter næste dag ind hos Paul. Det her er udsigten fra stuen ved siden af vores soveværelse:

Hvad vi på daværende tidspunkt ikke ved, er at den værste storm i 50 år er på vej til regionen. Den rammer første nat vi overnatter.
Det buldrer og brager, vinden blæser træskodderne op og hamrer dem ind i bygningen, alt imens lyn og torden imiterer stroboskoplys på himmellegemet. Det starter omkring klokken kvart i tre og er allerede slut omkring klokken fire, selvom det føles som hele natten. Nanna er skræmt, men i sikkerhed. Tomas er kun vågnet 2 gange - én af dem ved, at Nanna vækkede ham.
Det her er synet vi vågner til næste dag:

De lokale prøver at flytte en strandet båd ud imens det er højvande. Vi fik efterfølgende at vide, at 55 fiskebåde var sunket i løbet af natten.

Mere end 400 huse blev skadet, og det var området nord for os, der var hårdest ramt. Der blev dog ikke meldt om nogle dødsfald, selvom der var historier om fiskere, som måtte forlade deres både og svømme i land på grund af fem meter høje bølger.

Og vejret var det samme, de næste fem dage vi blev hos Paul.

Mere om vores ophold hos Paul i næste indlæg. Stay tuned!

Underlige Asien

Den næste uge er i bøgernes tegn, og vi har tvangsindlagt os selv til at læse op til vores universitetsfag, imens vi ligger i sengen og på stranden ved Prachuap Khiri Khan.
Men det er ingen undskyldning for, at lade bloggen ligge stille, når man nu har stabilt internet! Så i stedet vil vi tilegne et indlæg til nogle af de underlige ting, som man kommer til at opleve, når man rejser i asien.

Engrisch

Vi har allerede gjort opmærksom på, at asiater er meget glade for engelsk, på trods af at de sjældent mestrer det til fulde. Det ses ofte på skilte, som kan være meningsforstyrrende, og i andre tilfælde ufrivilligt sjove.

Vær opmærksom på... Lysstofrør?!

En anden tendens som er tilbagevendende i Thailand, er den konstante tilstedeværelse af smadrede eller hele lysstofrør på strandene. Det er ligemeget hvor forladt og billedsmuk stranden er, sejler der skibe forbi fra tid til anden, så kan du være sikker på, at de smider deres brugte lysstofrør over bord. De ender sjovt nok allesammen på en strand i sidste ende. Så husk sandaler!

Alt kan juices

Hvis der er én ting som asiater ved, at folk fra vesten er glade for, så er det juice. Men de kan også lide frugter som banan, avocado og lignende, som tilsyneladende ikke kan juices. Think again! Hvis ikke det kan juices, så kan det ihvertfald blendes, og er det først blendet, så kan man tilsætte sødnet mælk. Hvad har man så, når man blander de ting? Noget meget ulækkert, og udrikkeligt - det er formentlig derfor, man får en ske med...

"... og julen varer hele året!"

Det er til tider tydeligt, at de i Thailand bliver eksponeret meget for visse dele af den vestlige kultur. Hvad de ikke har forstået, er at mange af de kulturelle ting er sæsonprægede. Det er derfor en dårlig idé, at have et nisse-tema på forsiden af det engelske menu-kort. Men de skal have point for at tiltale vores nostalgiske natur!

Tørst aldrig - i badet

Asien er varmt. At drikke tre liter væske om dagen er ikke unormalt på varme dage - der ryger både vand, cola og øl ned, så længe det er koldt. De lokale er godt klar over, at tourister drikker meget. Men de ved også, at tourister går meget i bad. Hvordan kombinerer man de to behov? Bruser-oplukkeren! Denne dims bragte megen glæde, som det fremgår på billedet, og vi overvejer kraftigt selv at montere en, når vi kommer hjem.

Men hvad med prøvelserne??

Efter ca. 4 ugers fravær på bloggen er klar på at forsætte, hvor vi slap og fortælle om vores rejseeventyr her i Asien.

Og som navnet på vores blog indikerer fortælle om de prøvelser, der er opstået undervejs i vores forhold. For det var i Myanmar vi faktisk forstod, at det ikke bare var at tage pis på os selv, at vi mente forholdet stod sin endelige prøve på denne tur.

Vi tror dog ingen har lyst og tid til specifikt at høre om hver eneste skænderi, flotte mark eller søde burmeser, hvorfor vi har valgt at gøre turen op i op- og nedture.

Mega optur

• Da vi kom til vandfaldene ved Anisakan, som lå tæt ved Pyi Oo Lwin: De unge tyske fyre som hilste på os dernede, var meget rammende, da de sagde: "Welcome to paradise." Kortere og mere præcist kunne det næppe siges; Med et fald på omkring 30 meter ned i et stort bassin, som løb ud i mindre bassiner, som gradvist blev varmere, kom stedet i top tre af store naturoplevelser på turen!

• Bådturen ved Inle Lake: Til trods for, at det krævede, at vi stod op kl.5.30 om morgenen, så var det hele besværet værd. Når man har hele søens 116 kvadratkilometer for sig selv i de lokale fiskeres selskab, er morgenstunden og solopgangen næsten magisk.

• Hpa-an grottetur: I byen før Hpa-an møder vi to danske piger, der gerne vil på tur sammen. Turen er en halvdagstur som Nanna har forhandlet sig frem til skal koste hver deltager 30 kroner. Turen går i pick-up, der er hægtet fast til en scooter, hen over de meget dårlige burmesiske veje. Det bumper derfor en del, og Tomas er efter kun 10 minutter ved at være godt øm i hans lille benede ***. Heldigvis stopper vi ikke lang tid efter (20 min.) ved vores første stop to "swimmingpools" i sten, hvor de lokale børn og munke bader (ja, lidt underlig blanding). Her får de to danske piger og Tomas sig en dukkert i det dejlige kolde vand før turen går videre. Vi har aftalt vi skal 2 steder - og da det første allerede er overstået kan vi ikke helt forstå, hvordan turen kan tage 5 timer og tror derfor vi er ved at blive snydt. Vi prøver derfor at overbevise chauføren om, at han skal til mere end den ene grotte, hvorefter han svarer "Very far". Ja, ja... Men det viser sig fantisk at være sandt. En time senere efter tur hen over mark og grusveje er vi fremme... Til den smukkeste og største grotte vi nogensinde har set. Her kravler, sejler og trekker vi. Og vi kunne ikke andet end at skamme os lidt over vores mistro, da vi alle bliver enige om, at det er noget af det smukkeste vi har set på vores tur. Ja, en meget lang fortælling om noget så simpelt... Smuk natur og stilhed.

 

Optur

• Tomas fandt 20 kiat (Svarer ca. til 10 øre): En seddel som praktisk talt var værdiløs, fordi de ikke bruger mindre end deres 50-kyat-sedler. Inflation siger du?

Vi fik lokket Lise til at tage et billede af os sammen (Nu har vi tre)!!!

• At bade i swimmingpool i Pyin Oo Lwins botaniske have, tiltrods for man skulle betale 1000 kiat for det (7 kroner). 
  
  
  
  

Nedtur

• At blive filmet på grotte-tur: da Tomas og pigerne ville i vandet, besluttede en burmeser, at det var en gylden chance for at filme hvordan hvide mennesker bader. Nanna blev så forarget, at hun sendte damen med kameraet et dødsblik, hvorefter hun straks stoppede sit foretagende. Og for at være helt sikker på, at det ikke skulle gentage sig, så valgte hun at blive oppe på bredden og vogte over de andre svømme. Kommentaren fra Nanna lød "Det er jo det samme som, at jeg tager billeder af kvinder topløse på stranden. Sådan noget svineri!" (Men Tomas er jo også en flot fyr i bar overkrop)

Mega nedtur

• Sløj spand i Hsipaw: Ja, det lyder ikke rart, og tro os når vi siger; det var det heller ikke! En omgang madforgift førte til et sengeliggende par de næste fire dage. Tomas var klart hårdest ramt, med hvad han beskrev som "ydmygende afføringsvaner". Situationen blev ikke bedre af, at vi havde efterladt computeren i Yangon, så der var heller ikke megen underholdning at hente i hytten.

• Negative Nanna: Efter at have sagt "Hello" og leveret sit bedste falske smil til en lokal, bryder Nanna sammen. Befolkningens konstante kontaktsøgende adfærd i form af engelske gloser som; "Hello", "Good morning", "Goodbye" etc. (gerne råbt - også selvom der befandt sig en trafikeret vej imellem dem og os), giver Nanna en ubeskrivelig lyst til at vende hjem (til Thailand altså). Trangen vender flere gange tilbage, men bliver holdt i skak af Tomas-autoriserede slik & chokolade-indkøb.